Jeg er vild med granatæbler! Kernerne er søde, en anelse syrlige, saftige, knaser og har den smukkeste farve. De kan pifte alverdens retter op både smags- og synsmæssigt. Har du ikke brugt dem før, kan jeg kun opfordre dig til at prøve.
Det er ikke mere end et par år siden, jeg er begyndt at spise granatæbler, men som du nok kan høre, er jeg begejstret. Og så er de i sæson her om vinteren.
Granatæblet er med de mange kerner symbol på frugtbarhed og sættes i den græske mytologi i forbindelse med Afrodite. Historisk er granatæblet blevet omtalt 300 år før vor tidsregning, og det stammer oprindelig fra Iran og Afgahanistan, men er senere blevet udbredt til større dele af mellemøsten og middelhavsområdet.