Gulerodsjuice med bladselleri
Jeg er vild med friskpresset juice og kan godt lide, når de er friske og lidt stærke. Det gælder om at finde en balance mellem smagene og forholdet mellem frugt og grønt. Hvis du er mest til den meget søde smag, kan det være en fordel at lave en smoothie, fordi der kommer fibrene med, som holder vores blodsukker stabilt. For at undgå madspil så kan pulpen fra juicen bruges i gryderetter og bagværk. Jeg sørger for at presse de ting, jeg vil bruge til madlavningen først, så de kan tages fra, inden jeg presser resten.
Ingredienser:
ca. 400 ml.
500 g. gulerødder renset vægt
1 stang bladselleri
1 æble
2 cm. frisk ingefær eller mere for en stærkere version
100 g. squash
1 skive citron på ca. 2 cm. (jeg fjerner det meste af skrællen, fordi juicen ellers kan blive for bitter. Men det er helt en smagssag)
Sådan gør du:
Rengør alle ingredienser og kør dem gennem juicemaskinen. Server juicen med isterninger. Hvis juicen ikke skal drikkes med det samme, så hæld den i en flaske som opbevares på køl. Det er optimalt, hvis flasken er mørk og fyldes helt op, så der er så lidt luft i flasken som muligt og juicen skærmes fra lys. Antioxidanter og vitaminer bevares bedst på den måde.