Græskarkernesmør
Græskarkernesmør har den smukkeste grønne farve og smager dejligt. Det er nemt at lave og kræver kun 2 ingredienser - ja faktisk kun 1, hvis du vil undgå salt. Jeg spiser rigtig meget tahin, men græskarkernesmør er fantastisk til at variere med. Græskarkerner indeholder bl.a. en del protein, omega 6 og 9 fedtsyrer, magnesium, zink, selen, molybdæn og jern. Græskarkerner indeholder også aminosyren tryptofan, der er forløberen for hormonerne serotonin og melatonin, som spiller en stor rolle for vores humør og søvn. Har du søvnbesvær kan du tænke på at få flere tryptofanholdige fødevarer ind i din kost. Tryptofanholdige fødevarer med meget protein som fx græskarkerner skal gerne spises sammen med lidt kulhydrat, fordi det letter transporten af tryptofan ind i hjernen. Et stykke brød med græskarkernesmør vil i den forbindelse være en god kombination. Du kan læse mere om mad med tryptofan i min artikel Beroligende mad på tallerkenen.