Peanutkage med hestebønner

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Desserter

Sidste år i januar fik vi nye kostråd, hvor bælgfrugter fik en mere fremtrædende rolle, og siden da er der kommet fokus på at få gjort bælgfrugter til en større del af vores alle sammens madkultur, eller vi skal igang med at genopdage dem - for de har nemlig tidligere har haft en langt mere fremtrædende rolle i vores mad. I min artikel Nye kostråd - nu med fokus på planter og klima kan du læse mere om kostrådene og finde opskrifter med bælgfrugter.

De vidunderlige bælgfrugter har fået deres egen mærkedag, som er den 10. februar. Det er FN, der står bag annonceringen af Bælgfrugternes Dag, og herhjemme har Rådet for sund mad stået for at arrangere dagen, hvis formål er at inspirere skoler, professionelle køkkener og private husholdninger til at bruge flere bælgfrugter. Der er mange fordele ved at spise flere bælgfrugter bl.a. er de en god kilde til protein, og de indeholder masser af fibre, som er guf for vores fordøjelse. Desuden er bælgfrugter billige, de mætter og er mere bæredygtige - både fordi de nærer jorden, ikke har behov for så meget vand og ikke er så belastende for miljø og klima som opdræt af dyr til animalsk protein. 

Jeg er en stor fan af bælgfrugter (hvilket jeg også har skrevet en artikel om) og bruger dem i mange forskellige retter - også i det søde køkken og i smoothies. Når vi igennemsnit spiser 2 g. bælgfrugter er der et stykke vej op til de 100 g. tilberedte bælgfrugter vi med de nye kostråd anbefales at spise. Derfor gælder det om at snige de skønne bælgfrugter ind så mange steder som muligt. I denne peanutkage er der brugt danske hestebønner, og jeg er så begejstret over, at der nu er flere danske landmænd, der begynder at dyrke bælgfrugter til madlavning og ikke kun til dyrefoder. Det er bestemt værd at bakke op om. Pure Dansk (ikke reklame) er eksempelvis en af leverandørerne af danske bælgfrugter. 

Du kan finde mange forkskellige opskrifter med bælgfrugter på min side fx Orientalsk inspireret humus, Hasselnøddekonfekt med kikærter, Bønnebrownie med peanuts og Hokkaidosuppe bare for at nævne nogle.

Ingredienser:

Bund:
50 g. mandler
50 g. kogte hestebønner eller evt. sorte bønner
100 g. dadler
2 spsk. peanutbutter
1,5 spsk. kakaopulver
et lille drys vaniljepulver
1 spsk. af iblødsætningsvandet

Chokoladetopping:
25 g. chokolade
1/2 spsk. peanutbutter
10 g. ristede peanuts til pynt

Sådan gør du:

Kom mandlerne i en foodprocesser og blend til de er grofthakkede. Tilsæt hestebønner og dadler og blend til det er finthakket, og kom tilsidst de øvrige ingredienser i. Blend det hele til en jævn og lidt klistret masse.

Rul dadelmassen ud mellem to stykker bagepapir i en størrelse på ca. 14 x 11 cm. Smelt chokolade og peanutbutter over vandbad og fordel chokoladeblandingen over dadelmassen og pynt med ristede peanuts. Sæt kagen på køl til chokoladen er stivnet og skær den i passende stykker. Serveres gerne med lidt frugt og/eller (plante) is og en god kop te eller kaffe.