Hokkaidosuppe
Når temperaturen falder og efteråret for alvor melder sin ankomst, er suppe helt fantastisk at varme sig på. Hokkaidogræskar er i sæson lige nu og meget velegnet til suppe - gerne en der indeholder masser af varmende og lidt stærke krydderier til at afbalancere den søde smag fra græskarret. For at gøre suppen til et virkelig lækkert og mættende måltid er rigeligt med topping helt afgørende, så vær endelig ikke næring med lækre ting at at komme ovenpå.
Ingredienser:
4 personer
500 g. hokkaidogræskar (renset vægt) + 100 g. til ekstra fyld i suppen
1 pastinak (160 g.)
2 tomater (250 g.)
1,5 dl. røde linser
1 mellem løg
2 fed hvidløg
1 cm. frisk ingefær eller mere hvis suppen skal være stærkere
1 dl. kokosmælk
500 ml. vand + 2 spsk. til svitsning
1,5 grøntsagsbouillonterning
½ tsk. chilipulver
1,5 tsk. karry
½ tsk. gurkemeje
1 tsk. garam masala
½ tsk. salt
friskkværnet peber
50 g. græskarkerner + 1 tsk. vand og en anelse salt
kogt quinoa
fintsnittet spidskål
persille
Sådan gør du:
Rengør alle grøntsager og skær dem i grove tern*. De 100 g. hokkaidogræskar som skal være ekstra fyld i suppen, skal dog skæres i helt små tern. Kom 2 spsk. vand i en gryde sammen med karry og gurkemeje. Tænd og varmen og varm krydderierne lidt op, inden du tilsætter løg og hvidløg. Svits løg og hvidløg et par minutter og tilsæt herefter pastinak, hokkaidogræskar og ingefær. Hvis det begynder at brænde fast i bunden af gryden, kan du komme lidt af vandet i. Svits alle grøntsagerne yderligere et par minutter og tilsæt herefter vand og bouillonterninger. Lad suppen koge stille og roligt i ca. 10 minutter.
Skyl linserne meget grundigt og kom dem i suppen sammen med tomater, chili og garam masala. Lad suppen koge yderligere 10-15 minutter til grøntsagerne og linserne er møre.
Kom 1 tsk. vand og en anelse salt på en pande sammen med græskarkerner, rist græskarkernerne ved middel varme til vandet er fordampet og de begynder at poppe lidt. Kom dem i en skål og lad dem køle af inden servering.
Blend herefter suppen og tilsæt kokosmælk og de sidste 100 g. hokkaidogræskar skåret i små terne. Lad suppen simre 5 minutter og smag den til med salt og peber.
Server suppen toppet med fintsnittet spidskål eller hvidkål, kogt quinoa, ristede græskarkerner og frisk persille.
* Hvis suppen skal være hurtig færdig, skal du skære grøntsagerne i små tern.