Bønnebrownie med peanuts
Kan man få for meget brownie? Nej. Ikke hvis du spørger mig. Særligt ikke når den er lavet af sorte bønner, søde kartofler og dadler som hovedingredienser. Den mætter godt og er intens, så jeg skyder portionen til at kunne tilfredsstille 6-8 personer. Noget af det smarte ved brownien er, at toppingen er den "rå" dej, der er tilsat lidt appelsinsaft og appelsinskræl. Den rå dej smager nemlig super godt og giver kagen det sidste pift, når noget af den bruges til topping sammen med skovsyre, hakkede abenødder og kakaonips.
Ingredienser:
6-8 personer
Bund:
300 g. kogte og afkølede søde kartofler
1 ds./240 g. kogte sorte bønner
175 g. dadler
50 g. kakaopulver
50 g. peanutbutter
50 g. hirseflager
½ tsk. vaniljepulver
2 tsk. bagepulver
1 dl. plantemælk (jeg har brugt sojamælk med vanilje)
25 g. afskallede abenødder eller rå peanuts uden salt*
Topping:
200 g. af dejen
3 tsk. appelsinsaft
Fint revet appelsinskræl af knap ¼ appelsin
25 g. afskallede abenødder eller rå peanuts uden salt til at pynte med
10 g. kakaonips til pynt - du kan også bruge lidt hakket mørk chokolade
Skovsyre eller spiselige blomster til pynt
Sådan gør du:
Udblød dadlerne et par timer med mindre dadlerne er meget bløde. Når dadlerne er udblødte, skal de dryppe grundigt af. Bruger du bønner fra dåse, skal de også dryppe godt af, ellers kan dejen blive for blød.
Kom dadlerne i foodprocessoren og kør til dadlerne er findelt. Tilsæt herefter bønner og kogte søde kartofler og kør igen til det er godt blandet. Tilsæt kakao, vaniljepulver, bagepulver, plantemælk, peanutbutter og hirseflager og kør til dejen er jævn. Det kan være nødvendigt at skrabe ned ad siderne på skålen undervejs. Afskal abenødderne, hak dem groft og rør dem i dejen. Tag 200 g. af dejen fra og gem den til topping. Fordel resten af dejen i en springform og bag kagen i 40 minutter på 175 grader. Lad kage køle helt af.
Rør appelsinsaft og appelsinskræl i de 200 g. dej. Fordel toppingen på den afkølede kage og pynt med groft hakkede abenødder/peanuts, kakaonips og skovsyre eller spiselige blomster.
*Jeg kan godt lide abenødder (peanuts med skal), fordi de er let ristede og uden salt og olie. Hvis du ikke bruger abenødder, men rå peanuts skal de ristes let på en tør panden, for at få peanut-smagen frem.