Kokosolie - kvalitet og sundhed

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Tanker om lidt af hvert


Jeg er glad for at bruge kokosolie i min madlavning. Jeg synes, det smager fantastisk og har mange anvendelsesmuligheder både inden for madlavning og skønhedspleje.

Kokosolie har været brugt i mange år i tropiske lande, men herhjemme har vi først for alvor har stiftet bekendtskab med den inden for de sidste måske 10-15 år. Det er også først inden for de sidste par år, at kokosolie er blevet tilgængeligt i supermarkederne.

Kokosolie består overvejende af mættede fedtsyrer, men indeholder ikke kolesterol, hvilket gør den langt mere resistent over for oxidation. Kokosolie kan derfor tåle højere temperaturer og er velegnet til stegning.
Kvaliteten er dog helt afgørende for, om olien er sund eller ej, og det vender jeg tilbage til.

Hvad kan kokosolie bruges til?:

Kokosolie kan naturligvis bruges i madlavningen. Jeg bruger den typisk som stegeolie, til sunde snacks som romkugler, muffins med sorte bønner, pommes frites og til at poppe popcorn i.

Kokosolie er fast ved stuetemperatur med bliver flydende, når temperaturen når over ca. 24 grader. Det betyder også, at olien er god at bruge, hvis man gerne vil have noget bliver mere fast i konsistensen fx cookies eller romkugler. Derimod synes jeg ikke olien er god til smoothies, fordi den klumper og er svær at blende ud, når den kommer i noget koldt.

At skønhed kommer indefra er et gammel (men ganske sandt) ordsprog. Dog kan kokosolie også hjælpe med skønheden udefra. Kokosolie kan bruges til øjenmakeupfjerner, hårmaske og body- og ansigtsolie. Den er også god at bruge til at gurgle sin mund hver dag for at rense munden og pleje tandkødet - fænomenet kaldes ”oil pulling”. Husk at spytte olien ud i skraldespanden og ikke i vasken, for så stopper vasken til.

Lidt om fedtsyrer:

Fedtsyrer er opbygget af et glycerolskelet, hvorpå der sidder tre triglycerider. Fedtsyrer kan opdeles i korte-, mellemlange- og langkædede fedtsyrer.

Langkædede fedtsyrer skal gennemgå en lidt omstændig proces for at blive optaget i kroppen. For at fedtet kan komme gennem tarmslimhinden og blive optaget i blodbanen skal de frie fedtsyrer skilles fra glycerolskelettet. De frie fedtsyrer pakkes herefter i miceller, som er små bobler, der kan transportere fedtsyrerne gennem tarmslimhinden. Når fedtsyrerne kommer ud i blodet samles de med glycerolskelettet igen.

Kokosolie indeholder en høj andel af mellemlange fedtsyrer, hvoraf en vis mængde kan optages direkte via tarmslimhinden. Det giver en hurtigere udnyttelse og optagelse af fedtsyrerne (1) i forhold til de langkædede fedtsyrer. Dette kan være en fordel, hvis ens fordøjelse er udfordret, eller man har brug for letoptagelige næring pga sygdom.

Sunde fedtsyrer:

Kokosolie indeholder bl.a. laurinsyre og kaprylsyre, som kan virke dræbende på svamp/svampehæmmende (2). Disse fedtsyrer medvirker til at opretholde en sund bakteriefloraen og giver næring til gode bakterier og tarmslimhinden.

Kvalitet, kvalitet, kvalitet:

Der er forskellige måder at producere kokosolie på. Meget olie er lavet af copra, der er tørret kød fra kokosnødderne. Kødet tørres i solen eller over ild, pakkes i sække og kan være meget lang tid undervejs, inden det kommer frem til fabrikken, der skal presse olien. Kokosnødderne kan på det tidspunkt være beskidte og harske, og derfor udvindes olien via en hårdhændet raffineringsproces for at fjerne bakterier samt dårlig smag og lugt. Når olien produceres under de forhold, er der ikke længere tale om en sund olie.

Jeg er flere gange blevet spurgt om, palmin ikke er lige så godt som de dyre kokosolier. Men det er det langt fra. Palmin er billigt, fordi man ikke har brugt en råvare af god kvalitet, og der er brugt hårde midler for at udvinde olien som eksempelvis meget høj varme, damprens og kemikalier (3).

Definitionen på jomfru kokosolie er ifølge APPC (Asian and Pacific Coconut Community) :
”Virgin coconut oil (VCO) is obtained from fresh and mature kernel (12 months old from pollination) of the coconut (Cocos nucifera L.) by mechanical or natural means with or without the application of heat, which does not lead to alteration of the nature of the oil. VCO has not undergone chemical refining, bleaching or deodorizing” (4).

Det betyder, at kødet presses og olie og kokosvand skilles fra hinanden. Her gennemgår olien ingen hård forarbejdning og har en mild smag og duft af kokos. Når olien er fast, er farven hvid og gennemsigtig, når den er flydende. Denne type olie må kaldes økologisk ekstra jomfru kokosolie, og her får man en olie af god kvalitet med mange sundhedsmæssige egenskaber (5).

Så når du køber en økologisk jomfru kokosolie må du betale, fordi det koster mere at lave en olie af god kvalitet. Og det er pengene værd! 

Skal man så bare spise løs?

Det hurtige svar er nej.
Kokosolie er ikke et vidundermiddel, der kan kurere alt fra kræft til tør hud. Hvis man køber en god økologisk ekstra jomfru kokosolie, får du en olie af høj kvalitet, der indeholder de gode fedtsyrer, som nævnt ovenfor. Olien skal indgå i en sund kost med masser af grøntsager og som et supplement til andre gode olier som eksempelvis oliven- og hørfrøolie.

Fordi en olie er sund betyder det ikke, at vi ikke tager på af at spise for meget af den. Eller at jo mere vi spiser, jo sundere bliver vi. Vi skal bruge vores fornuft og tænke olien ind i vores normale forbrug af fedt og gerne bruge den i stedet for dårlige raffinerede olier og margariner.

Kilder:

1.Coconut Oil: Chemistry, Production and Its Applications - A Review https://www.researchgate.net/publication/235780162_Coconut_Oil_Chemistry
_Production_and_Its_Applications_-_A_Review

2. Manipulation of Host Diet To Reduce Gastrointestinal Colonization by the Opportunistic Pathogen Candida albicans
https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pmc/articles/PMC4863630/

3. Vegetable oil refining: http://www.technocheminc.com/oil-refining.htm

4. APCC Quality standard Virgin coconut oil: http://www.apccsec.org/apccsec/admin/files/11VCO%20Standard%20Flyer.pdf

5. The copra problem & DME solution:http://www.kokonutpacific.com.au/production/CopraKP.php
Virgin coconut oil versus coconut (copra) oil:http://www.naturepacific.com/page/36/learn-about-coconuts-%7C-virgin-coconut-oil-versus-coconut-(copra)-oil
Coconut oil chemistry production ans its applications – a review: 
https://www.researchgate.net/publication/235780162_Coconut_Oil_Chemistry
_Production_and_Its_Applications_-_A_Review

 

Billedet er fra www.pixabay.com