Mandelsmør

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Øvrige lækkerier

Jeg tror, jeg kan lide alle slags nøddesmør - ligesom jeg også er vild med tahin og græskarkernesmør. Jeg bruger de forskellige typer smør som pålæg, dip og dressinger, og det er meget let at lave de forskelige typer smør selv. Det kræver dog en smule tålmodighed, fordi der skal blendes et stykke tid, før mandler, nødder og frø bliver til smør - men det er besværet værd. Jeg glæder mig i hvert fald til at få mandelsmør oven på min varme morgengrød. Er du ikke den tålmodige type, så kan du købe de færdige produkter i din helsekostbutik eller i nogle supermarkeder. 

Ingredienser:

100 g. mandler (eller lige så mange som du har lyst til at lave)
1 lille drys salt
1 lille drys vaniljepulver

Sådan gør du:

Rist mandlerne ved middelvarme til skallen bliver lidt mørkere, men uden de bliver brændte. Lad mandlerne køle af og blend dem til mandlerne bliver til mandelsmør. Det kan tage lidt tid, så giv din minihakker eller blender en pause undervejs. Det er også nødvendigt at skrabe ned ad siderne løbende. Kom mandelsmørret i en rengjort glas og brug det på brød, til pandekager oven på morgengrøden eller til at dyppe frugtstykker i.

Har du mod på andre typer af smør, så kan du finde opskrifter på hasselnøddesmør og græskarkernesmør her på bloggen.