Redie . den røde smoothie

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Morgenmad

Der findes smoothies og greenies, og nu findes der også redies... eller hvad man nu skal kalde dem. Denne smoothie har i hvert fald en fantastisk rød-lilla farve fra rødbede og blåbær. Du tænker måske, at en smoothie med rødbede er lidt for sundt, men rødbede kan sagtens indgå i en smoothie (redie), når bare den får selskab af citron, krydderier og banan. Rødbeder er desuden super sunde og samme med broccoli og de andre ingredienser, få du virkelig sat point ind på sundhedskontoen. Du kan læse mere om rødbedens sundhedsfremmende egenskaber i Rødbede er slet ikke så tosset.

Ingredienser:

1 person- evt. 2 hvis den bruges som mellemmåltid

75 g. rå rødbede (skrællet vægt)
100 g. frossen broccoli
50 g. blåbær
½-1 banan efter størrelse og ønske om sødme (jeg har brugt 1 banan på ca. 100 g.)
½ -3/4 tsk. kanel
2 spsk. citronsaft med lidt skal af citron
½ spsk. hørfrø
½ spsk. sesamfrø
1 dl. havremælk eller anden plantemælk. Du kan også bare bruge vand eller afkølet urtete.

Man kan desuden tilsætte proteinpulver, andre/flere krydderier, frisk ingefær, spisekisel, spirulina, chlorella, greenspulvere, hybenpulver, acaipulver ....

Sådan gør du:

Kom alle ingredienser i blenderen og blend indtil du har en ensartet Redie – begynd på lav hastighed og øg hastigheden på blenderen stille og roligt. Du kan justere konsistensen med væske.

Hvis din blender ikke kan klare at pulverisere hør- og sesamfrø, så kan du male dem i en kaffemøllle eller lignende før du kommer dem i.

Top redien med mysli, kerner, flager eller nødder. Redien kan sagtens tages med på farten i et rengjort syltetøjsglas, hvis du kan opbevare den køligt. Husk en ske og kom en pose uden om glasset - just in case...:-)