Rugbrødscrunch

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Morgenmad


Jeg har en lille ting med madspild - jeg kan bare ikke lide det og bryder mig ikke om at smide mad ud. Forleden var der mere rugbrød i køleskabet, end jeg kunne nå at spise, og det er der kommet rugbrødscrunch ud af. Det smager godt til yoghurt eller som det knasende indslag i Rabarberkompot med sojayoghurt. Det er altså en lækker morgenmad eller dessert.

Ingredienser:

4 portioner

150 g. glutenfrit eller almindeligt rugbrød
2 tsk. Fibersirup Gold eller anden sødning efter valg
½ tsk. kokosolie
lidt vaniljepulver
1 spsk. græskarkerner
1 spsk. sesamfrø
2 spsk. kokosmel

Sådan gør du:

Kom rugbrødet i foodprocessoren sammen med kokosolie, Fibersirup og vaniljepulver. Kør blandingen til rugbrødet er groft hakket. Der skal ikke være store klumper, men det skal heller ikke være helt findelt.

Fordel blandingen på en bageplade beklædt med bagepapir. Bages ved 175 grader i 8-10 minutter alt efter hvor fint/groft rugbrødet er.

Tag rugbrødsblandingen ud af ovnen og vend græskarkerner, sesamfrø og kokosmel i blandingen. Bag det hele 3-4 minutter mere - rugbrødet skal være knasende, ellers skal det have lidt længere. Lad blandingen køle af og tilsæt evt. lidt tørret frugt.

Hvis du vil bruge rugbrødscrunch til Rabarberkompot og sojayoghurt skal du bruge ca. 1/4 liter sojayoghurt naturel (Sojade), halvdelen af rugbrødscrunchen og 1 portion Rabarberkompot.

Fordel det lagvist i et glas og så er desserten/morgenmaden klar.