Rabarberkompot

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Øvrige lækkerier


Det er let at lave rabarberkompot også uden alt for meget sødt, men der skal sødt til for at give modspil til de syrlige rabarber. Der er også masser af vanilje i simpelthen fordi det smager fantastisk.

Der er egentlig ikke sæson for rabarber lige nu. Sæsonen er fra april til juni og igen fra slutningen af august og ind i oktober. Men måske har du lige som jeg rabarber i fryseren, og så bliver der pludselig rabarbersæson hele året. 


Portion: 1 marmeladeglas 

Ingredienser:

250 g rabarber
10 dadler - ca. 75 g. 
1 vaniljestang
evt. 1 tsk. vand hvis du bruger friske rabarber. 

Så let er det:

Bruger du friske rabarber, så begynd med at rense rabarberne og skære dem i 1 cm. stykker. Bruger du rabarber fra frost kommes rabarberstykkerne direkte i gryden. Skær dadlerne i helt små tern og flæk vaniljestange og tag vaniljekornene ud. Kom alle ingredienser i en gryde og lad kompotten simre på middelvarme i ca. 20 minutter til rabarberne kan moses let ud. Hvis rabarberne ikke afgiver så megen væde, kan du tilsætte lidt vand, mens de simrer.

Rør jævnligt og pas på det ikke brænder på. Kompotten kommes i et rengjort og skoldet glas og låget lukkes til med det samme. Når låget skrues på, mens kompotten er varm, dannes der vacuum, hvilket øger holdbarheden.

Opbevares på køl og kan også fryses ned.

Jeg synes, kompotten er velegnet oven på yoghurt og grød, eller som en slags marmemade på brød eller knækbrød. Det vil helt sikkert også kunne bruges til en lækker rabarberkage med piskefløde (vegetabilsk) eller til denne skønne morgenmad/dessert med Rugbrødscrunch og sojayoghurt. Nam, nam...