Boghvedeboller med hel amarant

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk

Når jeg bager glutenfrit blander jeg altid flere typer af mel, frø og kerner, fordi jeg synes, det giver det bedste resultat. Mange typer af glutenfrit mel giver, efter min mening, ofte et for tungt resultat, hvis man kun bruger én type mel. Det er naturligvis en mindre investering, når man skal købe ind til et basis lager af glutenfri mel, flager og gryn. Det positive er, at når først man har lidt forskelligt på melhylden i køkkenet, så kan man variere i det uendelige. Det er derfor en god invistering, som er langt billigere end færdige blandinger og købebrød. Hvis du har brug for hjælp til at komme i gang med at bage glutenfrit eller bare lidt inspiration, kan du læse min Glutenfri melguide.

Ingredienser:

10-11 stk.

12 g. loppefrøskaller
1/2 liter vand
15 g. chiafrø
50 g. sesamfrø
125 g. quinoamel
125 g. rismel
100 g. boghvedeflager
25 g. hel amarant
3/4 tsk. salt
2 tsk. bagepulver
1 tsk. kakao eller carob (kan undlades - giver bollerne farve)

Sådan gør du:

Rør loppefrøskaller, sesamfrø, chiafrø og hel amarant grundigt sammen med vandet og lad blandingen hvile i ca. 10 minutter. Afvej imens de øvrige ingredienser og rør herefter alle ingredienserne sammen til en lidt klistret dej. Det kan være nødvendigt at ælte med hænderne ned i skålen for at få dejen ordentligt blandet sammen.

Form herefter 10-11 boller med fugtigt hænder og bag dem i ovnen på 225 grader i 10 minutter. Dæmp temperaturen til 200 grader og bag bollerne i yderligere 30 minutter. Bollerne er fryseegnede.