Jordbærtærte

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk


Åh ja ingen sommer uden en jordbærtærte! Sprød bund, chokolade, flødecreme og bær...så kan det ikke gå helt galt. Opskriften er testet på gæster over tre gange og alle var begejstrede. Det håber jeg også, at du bliver. Og jeg lover dig, at den ikke er svær at lave.
Når jordbærsæsonen lige om lidt går på hæld, kan du bruge hindbær eller brombær. Jeg tror også, den vil smage godt med vindruer, kiwi, ferskener eller nektariner. 

Ingredienser:

4-6 personer - tærtefad på 23 x 23 cm.

1 portion dej til bunde til hindbærsnitter
1½ dl. soja piskefløde
1½ dl. sojayoghurt (Sojade)
½ tsk. vaniljepulver
75 g. mørk chokolade minimum 70%

ca. 1 bakke jordbær og evt. lidt blåbær samt mynteblade

Sådan gør du:

Lav dejen og lad den afkøle. Rul den herefter ud mellem to stykker bagepapir, så den passer til din form. Jeg har brugt et firkantet fad med løs bund på 23 x 23 cm. Dejen skal blive på det ene stykke bagepapir, når den vendes over i formen og så løsnes forsigtigt fra bagepapiret. Det kan være nødvendigt at lappe den lidt sammen op ad kanterne.
Hvis dejen klistrer til fingrene, så fugt dem med lidt vand, så slipper dejen.

Bag bunden på 175 grader i 13-14 minutter. Hvis den bager længere, begynder bunden at slå revner, så hold godt øje med den og med tiden.

Lad bunden køle af og tag den ud af formen, hvis du bruger en form med løs bund. Fordel den smeltede chokolade i bunden og op ad kanterne. Stil bunden på køl til chokoladen er stivnet. Pisk imens fløden til skum og vend det med vaniljepulver og sojayoghurt.

Fordel flødecremen i tærtebunden og pynt med bær og mynteblade. 

Jordbærtærte 2 blog