Hindbærsnitter - uden æg, mælk og gluten

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk

Efterårsferien er for mig den endelige markering af, at nu er efteråret kommet. Og med ferie følger også tid til at hygge og have tid til at bage. Så har du lyst til at sætte tænderne i en glutenfri og vegansk hindbærsnitte, så er disse absolut et bud. De er sødet med kokosblomstsukker og vil du holde sukkerindtaget nede, så kan du bruge Sukrin melis til glasur. Jeg bryder mig ikke rigtig om smagen og konsistensen er heller ikke optimal, så her bruger jeg almindeligt flormelis.

Ingredienser:

5 stk.

Bunde:
10 g. loppefrøskaller
50 g. mandler
75 g. rismel
½ dl. vand
40 g. kokosolie
50 g. kokosblomstsukker
¼ tsk. vaniljepulver
et lille drys salt

Sukrin melis eller alm. flormelis til glasur + frysetørrede hindbær til pynt

Mamelade:
100 g. frosne hindbær
25 g. kokosblomstsukker
¼ tsk. vaniljepulver

Sådan gør du:

Begynd med at lave marmeladen for den skal køle af inden brug.

Marmelade:
Kom hindbær, vaniljepulver og kokosblomstsukker i en kasserolle og giv det et kort opkog. Blend marmeladen med en stavblender og køl marmeladen af.

Bunde:
Til bundene blandes vand og kokosblomstsukker i en kasserolle og varmes forsigtigt op til kokosblomstsukkeret er helt opløst. Tag blandingen af varmen og kom kokosolien i kasserollen, så det smelter. Imens blendes mandlerne til fint mel og alle de tørre ingredienser blandes sammen.

Rør alle ingredienserne til bundene sammen og sæt dejen på køl i ca. 30 minutter, så den bliver mere fast. Dejen er som udgangspunkt ret blød.

Rul dejen ud til et rektangel i 4-5 mm. tykkelse mellem to stykker bagepapir. Gør dig umage med at rulle ud og rette siderne til, så bliver det endelige resultat pænest.

Skær rektanglet igennem, så du får to lige store aflange stykker. Bag bundene i ovne på 175 grader i 18-20 minutter. Lad bundene køle helt af.

Når bundene er kølet af smøres den ene bund med hindbærmarmeladen – det er ikke sikkert du skal bruge al marmeladen. Den anden bund lægges ovenpå og pyntes med glasur og frysetørrede hindbær. Med en meget skarp kniv skæres den færdige kage ud til snitter.

Kan med fordel nydes sammen med en Cafe Latte eller en Grøn Chai. Velbekomme:-)