Er du misundelig?
Normalt siger vi, at misundelse er en grim ting. Men det kommer vel an på, hvordan vi forholder os til det at være misundelig?
Jeg håber i hvert fald, at du nogle gange er misundelig...
Misundelsens grimme ansigt:
Når misundelsen sniger sig ind på os, kommer vi i kontakt med mange forskellige følelser som vrede, afmagt og mindreværd. Vi kan føle os helt spist op af de ubehagelige følelser, og vi kan næsten ikke holde ud at være sammen med den person, der har alt det, vi ikke selv har.
Når vi befinder os her, gør misundelse intet godt. Alle følelserne er negative, og vi bruger al vores energi på at være i de følelser og være offer. Vi rykker os ikke og handler ikke, men synes det hele er synd for os. Vi tager så at sige vores handlekraft, viljestyrke og energi og placere det i følelsen af at være misundelig.
Hvornår er misundelse positivt?
Når misundelse er positivt, er det når vi mærker misundelse og de mindre pæne følelser kortvarigt for derefter at handle på dem. Det betyder, at vi ser noget, vi gerne vil have eller opnå - vi føler alle de negative følelser, men så gør vi noget ved det. Vi trækker vores energi tilbage og ud af misundelsen, så vi ikke afgiver al vores energi til den følelse. Vi begynder i stedet at arbejde på, hvordan vi selv kan opnå det sammen eller noget lignende - uden at konkurrere mod andre.
Hvis vi kan formå at bruge misundelsen på den måde, synes jeg, at misundelsen bliver både inspiration og drivkraft til at udvikle sig positivt. Og derfor håber jeg, at du indimellem er misundelig og bruger misundelsen til at rykke dig fremad.
De fleste mennesker har arbejdet hårdt, øvet sig eller trænet meget for at komme dertil, hvor de er i dag. Alt det, vi kan være misundelige over, er sjældent kommet dumpet lige ned i armene på dem, vi er misundelige på. (Desuden har de helt sikkert dage, hvor alt ramler og intet fungerer....lige som vi andre:-))
Hvordan bevæger du dig hen mod det, du gerne vil opnå?
Det kan virke uoverskueligt at gå fra 0 til 100, men mindre kan også gøre det, og for det meste handler det om at tage det første skridt og øve sig.
Så sidder du og føler dig misundelig, kan du begynde at spørge dig selv om:
- Hvad er det helt konkret, jeg er misundelig over?
- Hvad kan jeg gøre for at opnå det, jeg gerne vil?
- Er jeg villig til at gøre noget for at opnå det og komme ud af misundelsen?
Spring ud i det:
Og hvad har misundelse så med ernæringsterapi at gøre? Simpelthen dét at vil vi gerne være sundere, spise mere grønt, mindre usundt, få styr på vores fordøjelse, komme i gang med gluten- og mælkefri kost, så hjælper det ikke at være misundelig på alle dem, der gør det.
Vi må selv igang med at tage det første skridt og lave forandringerne.
Og du kan jo overveje at få mig til at hjælpe dig godt på vej.