Drop laktose- og glutenfri mad?

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Tanker om lidt af hvert

Ja sådan lød overskriften i Søndagsavisen d. 4. september. I artiklen nævnes at mange slet ikke har brug for at spise gluten- og laktosefrit, men gør det fordi det er moderne, og fordi den massive reklame får folk til at vælge produkterne.

I min verden er det ikke helt sådan, det hænger sammen...

Fordi:

Punkt 1: Hvis man spiser gluten- og mælkefrit, fordi der er moderne, holder det højst sandsynligt ikke ret længe. Det er væsentligt dyrere og mere besværligt end bare at kunne spise frit på alle hylder, så derfor vil de fleste ikke holde ud, hvis valget udelukkende er truffet på baggrund af modens luner.

Punkt 2: Der er andre måder kroppen kan reagere på gluten end ved cøliaki eller klassisk allergi. Non celiac gluten sensitivity eller non cøliaki glutenintolerance er en diagnose der er ved at komme mere fokus på. I foråret blev der afholdt en konference i Prag om forskning om cøliaki og glutenrelaterede symptomer og følgesygdomme. En hel dag skulle efter sigende være blevet afsat til at dykke ned i non cøliaki glutenintolerance, hvilket lyder lovende. Det vil nemlig være hensigtsmæssigt, hvis dette reaktionsmønster kunne blive mere anerkendt.

Rigtig mange ender nemlig i den kategori, fordi de ikke testes positivt for hverken cøliaki eller allergi. Alligevel har de store gener, hvis de spiser glutenholdige fødevarer og kan mærke en stor forbedring, hvis de lader være.

Punkt 3: Det er ikke kun laktose man kan reagere på. Nogle reagerer på proteinerne i mælken, så her hjælper produkter uden laktose ikke noget. I sådanne tilfælde må man benytte de plantebaserede mælkeerstatninger som mandel- hirse-, havre-, soja-, ris og hampemælk.

Så jeg tror ikke mange spiser mælke- og glutenfrit fordi det er moderne - i hvert fald ikke i ret lang tid.

Og hvad så med fibre?

I artikeln påstås det, at man kommer til at mangle fibre og sunde kulhydrater, fordi man er glutenfri. Det er en sandhed med modifikationer. Spiser man udelukkende færdiglavede brødprodukter og melblandinger, skal man kigge sig godt for, da de produkter ofte mangler fibre og er fyldt med sukker og stivelse, der påvirker blodsukkeret ugunstigt.

Man skal sætte sig ind i tingene, så man ved, hvilke meltyper man skal vælge, og hvordan man tilføjer fibre til bagværket, men så er det altså heller ikke vanskeligere. Du kan eventuelt gennemlæse min melguide: Kender du dit... mel?. Drop de stivelsesbaserede produkter og vælg de fiberrige og det fiberrige mel.

Produkterne uden mælk og gluten er heller ikke nødvendigvis sunde, så kig dig for, når du handler ind. 

Men til alle jer derude uden diagnose: Hvis det giver resultat at undlade mælk og gluten af kosten, så gør det. Det er dig, der skal leve med din krop og dens reaktioner på maden. Ikke alle andre.

Her kan du læse hele artiklen fra Søndagsavisen: Drop laktose- og glutenfri mad.