Julekakao

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Kolde og varme drikke


3. søndag i advent byder på varm kakao med kraftig chokoladesmag og et twist af jul. Jeg synes en kop varm kakao passer perfekt efter en dejlig gåtur, hvor man er blevet blæst lidt igennem. Så er der ikke noget ret meget bedre end at komme ind i varmen, tænde adventskransen, smække fødderne op og få noget varmt at drikke.  

Ingredienser:

1 krus

2½ dl. rismælk eller anden plantemælk
1½ spsk. kakao uden sukker
½ tsk. kanel
1 knivspids vaniljepulver
1 knivspids stødte nelliker
1½ tsk. sukrin melis 
evt. en spsk. vegetabilsk flødeskum til at toppe med

Sådan gør du:

Bland alle ingredienserne i en kasserolle og pisk det godt sammen. Varm kakaoen op og server med det samme. Vil du have lidt mælkeskum på toppen, så giv det en tur med stavblenderen.

For luksusudgaven kan du toppe med et skefuld vegetabilsk flødeskum.

Bruger du en anden type plantemælk, der ikke er så sød som rismælk, så må du justere lidt på, hvor meget sødt der skal i. Du kan også bruge noget andet at søde med end sukrin melis - bare juster mængden efter hvad du bruger og dine smagsløg.

Rigtig god 3. søndag i advent:-)

Bonusinfo: Hvis du er lige så forelsket i krusene på billedet som jeg, hedder de Pip Studio Royal White og kan fås på nettet eller hos Penny Lane i Aalborg.