Havtorn-bananis

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Desserter

Jeg er helt ind i hjertet kæmpe fan af is med chokolade, karamel, peanutterbutter mm. Det kan ikke blive for "chokoladet" til min smag, men alligevel sniger trangen til en mere forfriskende is sig ind på mig. Derfor laver jeg nogle gange Spirulina-is med lime (spirulina kan erstattes med matcha), men havtorn giver også en meget forfriskende smag. Havtorn er desuden super sunde og indeholder meget C-vitamin og desuden A- og E-vitamin samt forskellige B-vitaminer, carotinoider og fenoler (plantestoffer der virker som antioxidanter). Den enkelumættede omega 7 fedtsyrer palmitolsyre, der kan have gunstig virkning på hud og slimhinder, findes også i havtorn. Du kan læse mere om havtorn og andre superfoods i min artikel "Superfoods - fyld kroppen og boost systemet" i bladet Naturli. Men nu til opskriften, for de sunde sager virker jo kun, hvis vi spiser dem (som is).

Ingredienser:

4 personer

400 g. frossen banan 
75 g. frosne havtornbær + lidt til pynt
1/2 dl. plantemælk
knap 1/4 tsk. vaniljepulver

Sådan gør du:

Kom alle ingredienserne i en foodprocessor eller kraftig blender og blend til du har en cremet softice. Det er nødvendigt at skraben ned ad siderne undervejs og hjælpe maskinen lidt på vej.

Spis gerne isen med det samme som softice og pynt med lidt ekstra havtornbær for et syrligt pift. Du kan også fordele isen i små forme og fryse dem et par timer. De vil stadig være lidt bløde og ikke gennemfrosset. Bliver de frosset helt igennem, vil de blive iset og ikke nær så lækre.