Chokoladebudding

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Desserter

Jeg har en stor forkærlighed for næsten alt, hvad der indeholder chokolade eller kakao. Jeg leder ofte efter måder at kombinere grøntsager med kakao, chokolade eller begge dele. Det er ikke altid muligt at forene så forskellige ingredienser, men denne opskrift gør lige præcis det. Det føles og smager som en lækker dessert, hvilket det også er (eller morgenmad, mellemmåltid.....), men der er gemt kogt sød kartoffel, avokado og brændenælde i portionen, så kom bare i gang..... 

Jeg støtter mig også ofte til at kakaobønner er en plante og derfor må kakao og chokolade være grøntsager eller i hvert fald være tæt familiært forbundet:-)

Ingredienser:

1-2 portioner alt efter hvor sulten du er, eller om det er et måltid eller en snack/dessert

3/4 spsk. chiafrø
75 g. kogt sød kartoffel eller butterbut græskar eller hokkaido græskar*
½ banan
1/4 avokado
2 spsk. kakaopulver (usødet)
1/4 tsk. vaniljepulver
2 dadler
1 spsk. tørret brændenælde
2 dl. mandelmælk eller 2 dl. vand og 10 mandler

*Jeg har lavet den med kogt butternut græskar, hvilket fungerer fint. Jeg føler mig derfor overbevist om, at hokkaidogræskar ligeledes fint kan bruges.

Sådan gør du:

Kom alle ingredienser i en kraftig blender og kør til du har en lækker budding. Juster evt. med lidt mere mandelmælk eller vand, hvis konsistensen er for tyk.

Kom buddingen på køl og spis den helt afkølet (hvis du kan vente). Vil du spise den til morgenmad, så kan den sagtens laves aftenen før.

For andre kombinationer af grøntsager og kakao kan du kaste dig ud i min CHOKOLADE MILKSHAKE.