Vaniljebagte blommer

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Desserter


Vaniljebagte blommer er en helt enkelt og lækker dessert (mellemmåltid)... Blommerne holder sig fint et par dage på køl og egner sig også godt til at komme oven på din morgengrød eller til Søde pandekager med kikærtemel og kokos.

Ingredienser:

3-4 personer

ca. 30 mindre blommer
½ tsk. vaniljepulver
1 spsk. kokosblomstsukker
sojayoghurt rørt med lidt vaniljepulver
evt. lidt hakkede mandler

Sådan gør du:

Vask blommerne og skær dem midt over. Pil stenene ud og læg blommerne tæt i et ildfast fad. Bland vaniljepulver og kokosblomstsukker sammen for fordel det ud over blommerne.

Bag herligheden i ovnen på 175 grader i 45-60 minutter. Lad dem køle af og server dem lune med sojayoghurt (eller is, flødeskum) og evt. hakkede mandler.

Blommer behøver ikke lang bagetid, men de udvikler masser smag ved at stå lidt længere i ovnen og bage i saften og vaniljen - mums...

Jeg har prøvet at følge Claus Meyers råd om at bage stenene med. Jeg lægger stenene i fadet sammen med blommerne og tager dem fra inden servering. Det skulle i følge Claus Meyer giver mere aroma, og det synes jeg faktisk det gør. Det er også sejt at kunne udnytte stenene.