Grovboller med soltørrede tomater og squash

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk

På det sidste har jeg eksperimenteret med temperaturen, når jeg bager boller. Derfor har jeg i denne opskrift og opskriften på Æbleboller med kanel og kardemomme bagt bollerne på 225 grader i de første 10 minutter og herefter skruet ned på 200 den resterende tid. Bollerne er hævet meget fint, så de er blevet luftige og saftige med en god skorpe. De to opskrifter på boller minder lidt om hinanden, så du kan skifte mellem dem alt efter, om du har lyst til en lidt sødere bolle eller en bolle, der er velegnet til det meste pålæg og som tilbehør til supper og salater.

Ingredienser:

11 stk.

15 g. loppefrøskaller
½ liter vand
50 g. squash
25 g. soltørrede tomater
50 g. solsikkekerner
25 g. sesamfrø
1,5 tsk. bagepulver
¾ tsk. salt
75 g. boghvedeflager
200 g. havremel
100 g. boghvedemel
1,5 tsk. oregano + lidt til at drysse over bollerne

Sådan gør du:

Afvej loppefrøskaller, solsikkekerner og sesamfrø og tilsæt vand. Rør det hele godt sammen og lad blandingen hvile ca. 10 minutter til loppefrøskallerne begynder at suge væde til sig. Skær imens de soltørrede tomater i små stykker og riv squashen fint. Rør squash og soltørrede tomater i blandingen og afvej herefter mel, flager, salt, oregano og bagepulver. Rør alle ingredienserne sammen til en fugtig dej. Det kan være nødvendigt at ælte ned i skålen med hænderne for at få dejen ordentligt blandet. Lad dejen hvile 10 minutter, så den bliver mere fast. Fugt hænderne med vand og form 11 boller af dejen. Drys lidt oregano over bollerne og bag bollerne i ovnen først i 10 minutter på 225 grader og skru herefter ovnen ned på 200 grader og bag bollerne i yderligere 30 minutter.