Mangotærte med cashewcreme

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Bagværk


Jeg synes, mangotærten vil passe fortrinligt til at servere her i påsken. Farven er i hvert fald helt perfekt, men jeg tror også, den vil falde i manges smag - sprød bund, lækker creme og frisk mango på toppen pyntet med lidt revet limeskal. Jeg bliver i hvert fald nødt til at lave den igen, når vi skal have gæster i påskedagene.

Ingredienser:

4-5 personer

Bund:
100 g. dadler
100 g. grove havregryn
25 g. kokosmel
1/4 tsk. vaniljepulver
25 g. kokosolie
1 drys salt
40 g. mørk chokolade

Fyld:
200 g. sojayoghurt naturel (gerne fra Sojade)
100 g. frisk mango (Du skal bruge 1 mango til hele kagen. Når du har taget 100 g. fra til fyldet gemmer du resten til toppingen).
75 g. cashewnødder
1/4 tsk. vaniljepulver
1 tsk. limesaft
fint revet skal af ½ lime

Topping:
resten af den mango du har brugt til fyldet
1 tsk. limesaft
fint revet skral af ½ lime
et lille drys vaniljepulver

Sådan gør du:

Bund:
Begynd med at sætte dadlerne i blød et par timer med mindre du bruger meget bløde dadler. Hæld vandet fra dadlerne og kom dem i en foodprocessor. Blend til de er findelte – det kan være nødvendigt at skrabe ned ad siderne undervejs.

Tilsæt de øvrige ingredienser og blend igen til du har en lidt klistret dej.

Pres dejen ud i en tærteform jeg har brugt en firkantet på ca. 23 x 23. Dejen skal også fordeles op ad kanterne.

Bag bunden i ovnen på 175 i ca. 15 minutter. Afkøl bunden og smelt chokoladen. Pensl bunden med den smeltede chokolade og lad chokoladen stivne inden fyldet kommes på.

Fyld:
Udblød cashewnødderne et par timer og hæld vandet fra. Kom cashewnødderne i en blender med de øvrige ingredienser til fyldet og blend til du har en glat creme. Sæt cremen på køl så den tykner lidt.

Topping:
Fjern skind og sten fra mangoen og skær den i små tern. Alt efter størrelsen på mangoen kan du bruge en hel mango eller bare resten af den mango, du har brugt til fyldet. Kom mangoternene i en skål og mariner dem i limesaft og limeskal samt vaniljepulver.

Til sidst kommer du fyldet i tærtebunde og pynter med toppingen. Riv evt. lidt mere limeskal ud over tærten som pynt.

Jeg kom desuden lidt guldstøv på, men mynteblade vil også være smukke og smage skønt.

Drik gerne en kop Grøn chai dertil.