Havreboller (glutenfri)
For noget tid siden smagte jeg nogle boller, der var bagt udelukkende på loppefrøskaller, havregryn og havremel. De var ret gode, så jeg har arbejdet videre med dem, og denne opskrift er resultatet. De er lette at lave og kræver få ingredienser i forhold til meget andet glutenfrit bagværk. Jeg er blevet ret vild med dem, og de kan bruges både til sødt og salt. Man kan selvfølgelig arbejde videre med dem og tilsætte fx tørret frugt, soltørrede tomater eller oliven alt efter, hvilken smag, man går efter. Prøv dem!
Ingredienser:
12 stk.
5 dl. vand
15 g. loppefrøskaller
100 g. glutenfri grovvalsede havregryn*
200 g. glutenfri grovvalsede havregryn* (males til mel)
50 g. sesamfrø
70 g. quinottomel
1 tsk. salt
2 tsk. bagepulver
* Du kan bruge almindelige havregryn (altså ikke certificeret glutefri), hvis du kan tåle dem.
Sådan gør du:
Rør loppefrøskaller og vand sammen og lad det hvile i ca. 10 minutter, så loppefrøskallerne suger væske til sig.
Kom 200 g. havregryn i foodprocessoren og mal det til mel. Afvej sesamfrø, quinottomel, salt, bagepulver og yderligere 100 g. havregryn.
Rør havremel og de øvrige tørre ingredienser sammen med vand og loppefrøskaller. Rør dejen grundigt sammen og brug hænderne til at ælte med til sidst. Lad dejen blive i skålen hele tiden. Er dejen meget fugtig, så lad den hvile lidt, inden du former bollerne.
Form 12 boller med fugtige hænder og pensl bollerne med olivenolie. Bag bollerne i ovnen på 200 grader i 40 minutter.