Konfektstykker
Denne opskrift skulle egentlig have været på bloggen ved juletid, for det er en kage, vi normalt spiser til jul. Der var bare lige det, at jeg ikke kunne få opskriften til at fungere, så jeg opgav. Men efter noget tid fik jeg ideer til, hvad jeg skulle gøre anderledes, og så lykkes det!
Den oprindelige opskrift har jeg fået af min svigerinde, som er skyldig i, at vi i familien nu har fået smag for konfektstykkerne. I den originale opskrift er der æg, honning, hvedemel og sukker, hvilket jeg har skiftet ud med rismel, hørfrøæg, Fiber Sirup og kokosblomstsukker. I den originale opskrift er der også hjortetaksalt, hvilket aldrig har voldt problemer, men i den glutenfri version smager det helt ekstremt igennem, så jeg måtte smide to forsøg lige i skraldespanden - hulk!
Selvom smagen er lidt julet, så kan konfektstykkerne efter min mening spises året rundt. Haps....
Ingredienser:
100 g. kokosblomstsukker
50 g. FiberSirup mørk
1 hørfrøæg (50 g.)
1 tsk. potaske + 1 tsk. vand
150 g. rismel
1/4 tsk. nelliker
1 1/4 tsk. kanel
fint revet skræl af ½ citron
1 tsk. bagepulver
50 g. figner
40 g. mandler
40 g. rosiner
40 g. mørk chokolade mindst 70 % + omkring 100 g. chokolade til at pynte med.
Sådan gør du:
Rør potaske og vand sammen og lad det stå til det skal blandes i dejen.
Hak imens mandler og chokolade groft og riv citronskrællen fint. Fignerne skæres i små stykker og rosinerne hakkes i mindre stykker.
Kom Fiber Sirup og kokosblomstsukker i en kasserolle og varm det forsigtigt op til kokosblomstsukkeret er smeltet – rør undervejs. Afvej mel og krydderier og rør det sammen med den smeltede kokosblomstsukker og Fiber Sirup. Tilsæt citronskræl, hørfrøæg samt potaske og bland det godt sammen. Til sidst tilsætter du hakkede mandler, rosiner, figner og chokolade.
Rør dejen grundigt sammen og fordel dejen i en lille form på ca. 15 x 22 cm. beklædt med bagepapir. Jævn overfladen ud med en smørekniv.
Bag kagen ved 125 grader i 45 minutter.
Lad kagen køle helt af og skær den i små stykker på omkring 3 x 3 cm. Dyp hver stykke i smeltet chokolade og pynt dem med mandler eller nødder. Kan opbevares på køl i 1-2 uger.
Kagen kan også fryses, men hvis du fryser kagen så vent med at komme chokolade på.