Glutenfri grovboller med chiafrø
Når jeg bager, skifter jeg mellem hævemidler som bagepulver, tørgær og surdej. Variationen mellem hævemidlerne giver noget forskelligt til bagværket, hvilket jeg godt kan lide. Det lyder ikke så "perfekt/korrekt" at bage med bagepulver, fordi dejen kke hæver, og det virker mere kemisk. Alligevel synes jeg, at det giver et godt resultat med fint hævede boller. En anden fordel er, at det går lynhurtigt - man kan på lidt over 1 time gå fra at have en tom fryser til at have noget at komme deri og i mawsen naturligvis.
10 boller
Ingredienser:
½ liter lunken vand
15 g loppefrøskaller
100 g grovvalsede glutenfri havregryn
1 spsk. tørret brændenælde (kan undlades)
25 g græskarkerner
25 g chiafrø
1 tsk. salt
1,5 tsk.bagepulver
75 g rismel
150 g boghvedemel
Så let er det:
Rør vand, græskarkerner, chiafrø og loppefrøskaller grundigt sammen og lad det stå ca. 10 minutter til det bliver en grødagtig masse. Afvej imens de øvrige ingredienser og rør herefter dejen godt sammen - du kan evt. ælte ned i skålen, hvis du synes det er lettere. Lad dejen hvile i omkring 10 minutter, så den bliver mere fast.
Kom vand på hænderne og form 10 boller og pensl dem med olivenolie. Pynt gerne med græskarkerner og/eller havregryn.
Bollerne bages på 200 grader i 40 minutter. Du kan tjekke kernetemperaturen i bollerne med et bagetermometer, når du tager bollerne ud af ovnen. Temperaturen skal være mindst 98 grader, ellers er bollerne ikke ordentligt bagt. Har du ikke et termometer, så kan du tjekke dit bagværk ved at banke på undersiden - det skal lyde hult. Desuden skal skorpen hele vejen rundt være fast.