Grønkålstærte

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

Grønkål er fantastisk og kan bruges til meget forskelligt som smoothies, chips, salat, sushi og ikke mindst tærte. Grønkål er super sundt og indeholder megen calcium, kalium, fibre, klorofyl, A-vitamin, C-vitamin og K-vitamin. Den eneste ulempe ved grønkål er, at det tager lidt lang tid at rengøre og tjekke for orm. Det er man heldigvis fri for, hvis man køber det frossent, og flere supermarkeder har også rengjort og snittet grønkål til de nemme dage. Ellers er det tiden værd at gå i gang med rengøringsarbejdet selv, og man får virkelig meget mad for pengene.

Ingredienser:

4 personer

Bund:
75 g. havremel
50 g. hirseflager
5 g. loppefrøskaller
½ tsk. salt
25 g. (ca. 1 spsk.) tahin
1 dl. vand

Fyld:
450 g. frossen grønkål
1 mellem løg
1 fed hvidløg
1 bakke champignon
1 ½ tsk. sennep
2 spsk. gærflager
½ dl. sojamælk
1 pakke silketofu (300 g.)
½ tsk. sort salt/kala manak
friskkværnet peber
¼ tsk. chilipulver
1 ½ spsk. græskarkerner til pynt

Sådan gør du:

Bund:
Afvej de tørre ingredienser og rør dem sammen. Tilsæt tahin og vand og saml dejen. Lad den hvile et øjeblik, inden den rulles ud og flyttes over i et tærtefad. Prik huller med en gaffel i bunden og bag den i 10 minutter på 175 grader. Tag bunden ud og kom fyldet i, når det er klar.

Fyld:
Tø grønkålen op og pres den grundigt fri for vand. Vask champignonerne og skær dem i skiver – hvis champinonerne er store, så kan skiverne halveres. Skær løget i små tern og hvidløget i meget små stykker eller riv hvidløget fint på et rivejern. Begynd med at svitse champignonerne til de frigiver væde – der behøver ikke tilsættes fedtstof til panden. Tilsæt herefter løg og hvidløg og svits det hele i ca. 5 minutter. Tilsæt grønkålen og svits yderligere et par minutter. Sluk herefter fra varmen.

Hæld overskydende væske fra silketofuen og kom den i en skål sammen med sojamælk, gærflager, sennep, chili, sort salt og peber. Pisk det sammen eller blend det med en stavblender til en glat creme. Rør grøntsager og tofublandingen sammen og fordel fyldet i den forbagte tærtebund. Drys med græskarkerner og bag tærten i 30 minutter på 175 grader.
Lad tærten køle lidt af og server den med en god salat og evt. brød til.

Kilder:

Frida fooddata