Sushisandwich
Jeg synes, det er så smart med sushisandwich. Selvom det fuldsætændig er det samme som almindelig sushi, giver det et twist, at det præsenteres på en anden måde. Derudover er det lettere at tage med sig, hvis man vil flotte sig med en sushisandwich i madpakken. Jeg synes også, det går lidt hurtigere at lave sushisandwich sammenlignet med almindelig sushi. Forberedelsen er den samme, men selve det at lave sandwichen går rimelig hurtigt. Jo flere farverige grøntsager du kan bruge, jo bedre vil jeg fristes til at sige, for det bliver meget dekorativt, når sandwichen skæres over.
Ingredienser:
7 stk.
7 ark noritang
250 g. runde fuldkornsris + 4,5 dl. vand + 1 tsk. salt (giver 700 g. tilberedte ris)
2 spsk. riseddike eller æblecidereddike
lidt rucolasalat eller spinatblade
1 gulerod
50 g. rødt spidskål eller rødkål
1 mellem rødbede evt.bolchestribet
1/2 agurk
1/2 rød peberfrugt
1/4 bundt purløg
1/2 avokado
25 g. edemamebønner uden bælg
200-225 g. tofu + 2 spsk. tamari + 4 dråber flydende røg + 1/2 tsk. Sambal oelek
wasabipasta og tamari til servering
Sådan gør du:
Sæt risene i blød natten over*. Næste dag hældes vandet fra og risene skylles grundig og koger i 4,5 dl. rent vand og 1 tsk. salt i ca. 25 minutter. Sluk herefter for varmen og lad dem trække yderligere 15 minutter til de er helt møre, og vandet er absorberet. Rør eddiken i risene og lad dem køle helt af inden brug.
Tø edemamebønnerne op og bland tamari, flydende røg og sambal oelek til en marinade. Skær tofuen 7 tynde skiver på den lange led – dvs. at du får 7 skiver på størrelse med et spillekort. Vend tofuskiverne i marinaden og bag skiverne i ovnen i 10 minutter på 175 grader og lad dem herefter køle helt af.
Skær agurk (fjern den bløde midte), gulerod, peberfrugt og rødbede i tynde stave/stænger. Du kan evt. bruge et mandolinjern. Avokadoen skæres også i tynde strimler og spidskålet hakkes fint. Rucolasalaten og purløg skylles og dyppes tør for vand.
Afvej 50 g. ris og form dem til et rektangel på størrelse med tofuskiverne og placer dem skråt på nori-arket. Drys med sesamfrø og læg herefter grøntsager og 1 skive tofu lagvist pr. ark tang. Du skal ikke bruge alle grøntsagerne i hver sandwich, men du kan vælge 4 slags pr. sandwich, så du kan lave forskellige varianter.
Afvej 50 g. ris mere og form igen risene til et rektangel som placeres øverst. Luk nu noritangen omkring fyldet, ligesom hvis du skulle pakke en gave ind.
Tjek videoen her for en super let og hurtig instruktion. Det er langt lettere at forstå, hvordan det skal gøres, når du har set videoen.
Sæt de færdige sushisandwich på køl til de skal serveres. Skær dem midt over og server dem med wasabipasta og tamari.
*Hvis du ikke har tid til at sætte risene i blød, skal du sandsynligvis beregne 1 dl. væske mere og længere tilberedningstid.