Fyldt butternut squash

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

Fyldt butternut squash smager ligesom hokkaido græskar rigtig godt og er perfekt til at fylde med en skøn blanding af alverdens lækkerier. Jeg har brugt nogle af mine ynglingsingredienser som quinao, linser, aubergine, chili, løg og hvidløg. Jeg synes, det er en ret, der vil gøre sig flot til en buffet, eller når man vil gøre lidt mere ud af aftensmaden og måske har inviteret gæster.

Ingredienser:

2-3 personer (måske 4 hvis du serverer en god salat og groft brød til)

1 butternut squash
1/2 dl./40 g. hel quinoa
1 dl./90 g. røde linser
200 g. champignon
1 aubergine (ikke alt for stor)
1 løg
1 -2 fed hvidløg
1/2 dl. soja-eller mandelfløde
3/4 tsk. salt
friskkværnet peber
frisk chili efter smag
1/2 tsk. salvie
1/2 tsk. merian eller alternativt oregano
1 tsk. sød paprika
1 spsk. tamari
2 spsk. gærflager

Marinade til at pensle butternutsquashen med:
1/2 spsk. olivenolie
1/2 spsk. æblecidereddike
1/4 tsk. merian
1/4 tsk. salvie
salt og peber

Sådan gør du:

Kom quinoa og linser i en kasserolle og hæld vand på. Lad det gerne stå i blød en time eller to, hvis du har tiden til det. Hæld blandingen i en si og skyl det herefter grundigt. Kom linser og quinoa tilbage i kasserollen og tilsæt 1 1/2 dl. vand og 1/4 tsk. salt. Kog det i ca. 10 minutter og lad det herefter trække, mens du forbereder fyldet. Vær opmærksom på at al vandet skal være kogt ind ellers bliver fyldet for blødt.

Skær top og bund af butternut squashen og skær skrællen af. Jeg synes det gøres lettest med en kniv i stedet for en kartoffelskræller. Del herefter butternut squashen ned gennem midten og fjern kernerne og den trådede del og kasser det. Udhul butternut squashen så du har ca. 1 cm. kant over det hele. Det udhulede ”kød” fra butternut squashen gemmes til fyldet.

Pisk marinaden sammen og og pensl butternut squashen. Sæt de to halve butternut squash i ovnen på en bageplade beklædt med bagepapir og bag det i 30 minutter på 200 grader. Vend dem halvejs.

Vask og rengør alle grøntsagerne og hak champignonerne mellemfint. Aubergine og løg skæres i fine tern og hvidløget rives på den fine side af rivejernet eller hakkes superfint lige som chilien. Det udhulede ”kød” for butternut squashen hakkes også fint.

Begynd med at svitse de hakkede champignon og aubergine i lidt kokosolie til væden fra champignonerne begynder at fordampe. Tilsæt løg, hvidløg, hakket butternut squash samt chili og svits yderligere til næsten al væden er væk. Kom quinoa og linser ved og bland det hele godt sammen. Tilsæt tilsidst krydderier, gærflager og fløde og smag retten til med salt og peber. Lad det simre til grøntsagerne er møre.

Tag butternutsquashen ud af ovnen og fordel fyldet i udhulningen og tryk det godt på plads. Synes du, der er for meget fyld, kan du servere det overskydende ved siden af.

Bag det fyldte butternut squash i ovnen yderligere 30 minutter. Lad det køle en anelse af inden servering og server det med en lækker salat og evt. et stykke groft brød til.