Løgtærte med timian og sød kartoffel

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

Løg er for mig ikke den mest eksotiske ingrediens og heller ikke den grøntsag, jeg oftest vælger som den dominerende i en ret, men denne løgtørte er en undtagelse. Selvom jeg ikke som sådan er fan af store mængder (rå) løg, så er løg er fantastiske til at give smag til mange retter og har sin faste plads i næsten alle sammenkogte retter, karryretter, postejer og tomatsaucer. Desuden har de den egenskab, at de i rå tilstand tilføjer noget skarpt og sprødt til en ret, mens de bliver søde og bløde ved tilbereding, hvilket åbner for flere anvendelsesmuligheder.

Ingredienser:

4-6 personer

Bund:
5 g. loppefrøskaller
75 g. havremel
50 g. quinottomel
½ tsk. salt
2 spsk. olivenolie
3/4 dl. vand

Fyld:
1 dl. røde linser + 1, 25 dl. vand til kogning + lidt salt
300 g. løg (rengjort vægt)
1 fed hvidløg
1 pakke silketofu 290-300 g.
ca. 5 stilke frisk timian
frisk chili efter smag (evt. chilipulver)
1/2 tsk. salt
friskkværnet peber
lidt oliven- eller kokosolie til at svitse løg og hvidløg i

Topping:
200 g. sød kartoffel (skrællet vægt)
5 timianstilke + lidt til at pynte med
1/2 spsk. olivenolie

Sådan gør du:

Bund:
Bland de tørre ingredienser sammen og tilsæt olie og vand. Saml dejen og rul den ud i et par millimeters tykkelse på et meldrysset bord. Kom dejen i tærtefad. Jeg har brugt et firkantet tærteform på 22 x 22, men bruger du et rundt tærtefad skal diameteren være ca. 24.

Prik huller i dejen med en gaffel og forbag dejen i 5 minutter på 175 grader.

Fyld:
Skyl linserne meget grundigt og kog dem møre i 1,25 dl. vand med lidt salt. Hvis der er overskydende vand, når linserne er kogte, hældes det fra.

Skær løgene i tynde ringe (evt. på et mandolinjern), hak chilien og hvidløget helt fint. Svits løg, chili og hvidløg i lidt olie til løgene bliver klare, men ikke brune. Skyl timianstilkene og tag bladene af.

Brug en stavblender til at blende linser, silketofu og timianblade til en glat creme. Smag til med salt og peber. Bland løgblandingen med tofucremen og fordel det i den forbagte tærtebund.

Bag tærten i 30 minutter.

Topping:
Skræl de søde kartofler og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en minihakker og blend dem til de er hakket mellemfint. Vend dem sammen med 1/2 spsk. olivenolie og bladene fra 5 timianstilke.

Når tærten har bagt de første 30 minutter, tages tærten ud og de hakkede søde kartofler fordeles forsigtigt oven på i et jævnt lag. Herefter bages tærten yderligere 20-25 minutter.

Lad tærten køle lidt af inden servering og pynt den med timianstilke inden servering.

Spises til en god salat.