Ris- og champignonfrikadeller
Jeg har efterhånden lavet mange forskellige slags frikadeller med varierende ingredienser, og jeg tror ikke, jeg bliver træt at at finde på og afprøve nye variationer lige foreløbig. Frikadeller kan bruges til lidt af hvert fx kartofler og sovs, forskellige salater, oven på brød og i sandwich. De kan bruges kolde og varme, og måske fordi de har mange anvendelsesmuligheder, er firkadeller populære?
Her er i hvert fald endnu en opskrift.
Ingredienser:
8 stk.
100 g.(1,25 dl.) fuldkorns jasminris (andre fuldkornsris kan også bruges) + salt +2,5 dl. vand
200 g. brune champignon (du kan også bruge almindelige)
½ løg
1 lille fed hvidløg
7 stilke/blade rosmarin
½ tsk. salt
friskkværnet peber
1 tsk. loppefrøskaller
1 spsk. majsmel
1 spsk. sesamfrø
Sådan gør du:
Skyl risene i en si og kom dem i en kasserolle med vand og salt. Kog dem møre til de har opsuget al vandet. Skulle der være vand tilbage i kasserollen hældes det fra. Lad risene køle lidt af. De kan også koges dagen før.
Rengør champignonerne og skyl dem rene for jord og hak dem fint. Fjern skrællen på løget og skær det i meget fine tern. Rosmarinstilkene og hvidløget hakkes helt fint. Champignon, hvidløg og løg kan også hakkes i foodprocessoren.
Svits champignonerne til væden er næsten helt fordampet. Tilsæt løg og hvidløg og svits yderligere nogle minutter.
Kom alle ingredienser i foodprocessoren og kør kortvaring til du har en sammenhængende "fars". Risene skal ikke være helt hakket i stykker. Lad blandingen hvile ½-1 time i køleskabet.
Form 8 frikadeller af farsen og steg dem i kokosolie. Du kan også pensle dem med olivenolie og bage dem i ovnen på 200 grader i 20-25 minutter. Husk at vende dem halvvejs, så de får stegeskorpe på begge sider.