Fyldte snackpeberfrugter

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad


Jeg har ikke altid været så vild med fyldte peberfrugter, fordi jeg synes, der var for meget peberfrugt og for lidt fyld. En anden årsag har været, at peberfrugterne ikke har været ordenligt bagt igennem og i stedet er endt med at være en blanding mellem rå og tilberedt. I forhold til almindelige peberfrugter er snackpeberfrugter er lidt vanskeligere at komme fyldet i. Til gengæld er skallen tyndere, så de er lettere at få godt bagt, og peberfrugten bliver blød og smager fantastisk. Kom bare an grill-sæson!

Ingredienser:

4 personer

4 snackpeberfrugter
75 g. kogt quinoa eller quinotto
200 g. brune eller almindelige champignon
1 lille løg
1 fed hvidløg
10 blade frisk basilikum
1 mellem gulerod
25 g. mandler
salt og friskkværnet peber
1½ spsk. gærflager (kan udskiftes med parmesanost, hvis man tåler mælkeprodukter)
kokosolie eller olivenolie til at svitse grøntsagerne i

Sådan gør du:

Skær toppen af peberfrugterne og fjern kerner og ribbe. Kør mandlerne i en kaffemølle eller lignende, så de males til mel.

Vask champignonerne og lad dem dryppe af inden de hakkes fint i foodprocessoren. Kom olie på en pande og svits champignonerne indtil næsten al væden er fordampet. Hak imens løg og hvidløg fint i foodprocessoren og svits herefter løgene sammen med champignonerne yderligere et par minutter.

Tag panden af varmen og hak ligeledes guleroden fint i foodprocessoren. Rør gulerod, kogt quinoa/quinotto, mandelmel og gærflager sammen med løg og champignon. Hak basilikumbladene fint og rør dem i retten. Smag til med salt og peber.

Kom fyldet i snackpeberfrugterne og læg dem på grillen. De skal vendes flere gange undervejs og er færdige når peberfrugterne begynder at blive bløde.

Det kan være en mulighed at bage de fyldte peberfrugter i ovnen i 10 minutter på 200 grader og så give dem den sidste finish på grillen/en grillpande. På den måde bliver de mere jævnt tilberedt, da peberfrugterne ikke ligger fladt på grillen fra top til bund.

Peberfrugterne kan også udelukkende tilberedes i ovnen. Bagetiden vil være ca. 30 minutter på 200 grader. Peberfrugterne skal være bløde og skindet må gerne have fået lidt farve, inden de tages ud.

Det går hurtigt at bruge en foodprocessor til hakke-arbejdet, men det kan også sagtens gøres i hånden.

FOTO: Kirsten Bøjstrup - www.bojstrupreklamefoto.dk