Kikærtegryde

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

For nogle uger siden var jeg til et super hyggeligt sammenskudsgilde, hvor en af de andre havde medbragt en skøn ret med kikærter og grøntsager. Jeg har nu prøvet at lave min egen version, og selvom der er nogenlunde samme ingredienser i, er smagen ikke ens. Men det er det finurlige ved at eksperimentere med opskrifter og råvarer. 

Jeg spiste blomkålsris dertil, men retten kan spises alene, til et stykke grodt brød eller til fuldkornsris, quinoa eller hirse.

Ingredienser:

3-4 personer

240 g. kogte kikærter/1 dåse
1 løg
1 fed hvidløg
½ aubergine
1 lille squash
100 g. gulerod
2½ dl. tomatpassata
1 dl. kokosmælk
½ tsk. garam masala
1/4 tsk. cayennepeber (eller efter smag)
salt og friskkværnet peber
kokosolie eller olivenolie til at svitse i

Sådan gør du:

Bruger du kikærter fra dåse så hæld vandet fra og skyl dem godt og lad dem dryppe af.

Skær gulerod, aubergine, løg og squash i små tern og hak hvidløget helt fint.

Svits først løg og hvidløg ved middelvarme et par minutter til løgene bliver klare men ikke brune. Tilsæt aubergine og svits yderligere et par minutter og kom tomatpassataen, cayennepeber, garam masala, salt, peber og kokosmælken ved. Lad det simre under låg ca. 15 minutter og tilsæt så gulerod og squash. Lad det hele simre yderligere 5-10 minutter til auberginen er mør og smag retten til.

Drys retten med friske koriander eller frisk baslikum.