Mexikansk suppe

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

En fyldig og mættende suppe med masser af grøntsager og smag er ikke det værste, man kan komme ud for. Du bestemer selv, hvor stærk den skal være ved at skrue op eller ned for chilien, men snyd ikke dig selv og den lille mængde chokolade, der er i. Det giver et twist til suppen og runder den af. Top gerne suppen med masser af friske koriander eller bredbladet persille, hvis du ikke er til koriander.

Ingredienser:

2-3  personer - måske 4 hvis suppen serveres med brød eller ris til.

1 stor gulerod
1 stort løg
75 g. majskerner
1 fed hvidløg
1 snack peberfrugt
frisk chili efter smag
1 ds./240 g. bønner (azuki, kidney eller blandende bønner)
4 dl. mosede tomater (passata)
2½ dl. vand
½ grøntsagsbouillonterning
salt og friskkværnet peber
1/4 tsk. stødte koriander
½ tsk. spidskommen
1 tsk. kokosblomstsukker
3 g. mørk chokolade 85%
kokosolie eller olivenolie til svitsning
friske koriander eller bredbladet persille til at toppe suppen med

Sådan gør du:

Skær løget i fine tern og hak hvidløget fint. Guleroden og peberfrugten skæres i mindre tern, mens chilien hakkes helt fint. Svits løg og hvidløg i olien ved middelvarme et par minutter til løgene bliver klare. Tilsæt guleroden og chili og svits yderligere et par minutter. Kom de mosede tomater, vand, bønner og bouillon i gryden og lad suppen simre ca. 5 minutter. Bruger du bønner fra dåse, så skal bønnerne skylles under koldt vand og dryppe af, inden de kommes i suppen.

Tilsæt peberfrugt, majs, salt, peber, stødte koriander, spidskommen og kokosblomstsukker og lad suppe simre endnu 5 minutter. Smag suppen til og tag suppen af varmen. Kom chokoladen i og rør rundt, så chokoladen fordeles i suppen.

Server suppen med det sammen evt. med friske koriander og sojayoghurt på toppen. For at gøre suppen endnu mere mættende kan du servere ris, quinoa, hirse  eller brød til.