Udskriv

Julepostej

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

Julepostej redigeret
Juleaften står min menu altid på postej med grøntsager, mandler/nødder og svesker. Den har over årene udviklet sig fra en version med rigeligt emmentaler ost til en vegansk version. Den veganske version er efter min mening mindst lige så god som den oprindelige opskrift. Juleaften får postejen selskab af alt hvad der til hører af kartofler, brun sovs, brunede kartofler, franske kartofler, asier og en lækker rødkålssalat. Dagen derpå smager den godt på et stykke rugbrød eller bare til salat eller grøntsager af enhver slags.

Måske postejen kan være inspiration til din julemiddag eller en del af menuen til julefrokostbordet

Ingredienser:

3-4 personer

300 g. knoldselleri (renset vægt)
200 g. brune eller almindelige champignon
1 løg
1 fed hvidløg
100 g. blandende nødder - hasselnødder, valnødder og mandler
6 svesker eller ca. 50 g. rosiner
1 tsk. citronsaft med skal af citron
1 spsk. tamari
3/4 dl. kokosmælk, mandel- eller sojafløde
1½ spsk. gærflager
salt og friskkværnet peber
lidt chili efter smag
3/4 tsk. merian
1/4 tsk. salvie
1 tsk. basilikum
1 tsk. loppefrøskaller
1 spsk. kikærtemel
olivenolie til at smøre fadet med og til at pensle postejen med

Sådan gør du:

Rengør og klargør alle grøntsager. Skær sveskerne i små stykker og afvej nødderne. Kom først champignonerne i foodprocessoren og kør til de er groft hakkede. Kom lidt olie på en sauterpande eller i en gryde og svits champignonerne ved middelvarme til næsten al væden er fordampet. Imens finthakkes løg og hvidløg i foodprocessoren og røres sammen med champignonerne. Blandingen svitses yderligere nogle minutter, mens knoldselleri og til sidst mandler og nødder hakkes groft i foodprocessoren.

Det fint hakkede knoldselleri kommes nu også i sauterpanden og alle grøntsager svites et par minutter mere.

Sluk for blusset og tilsæt alle de øvrige ingredienser, rør det godt sammen og smag til.

Smør et indfast fad med olie og fordel postejen i fadet. Pensl overfladen med lidt olivenolie og bag postejen ved 175 grader i 30 minutter til overfladen er lys brun.

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér