Æblekompot med ingefær og vanilje

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Øvrige lækkerier

Jeg har manglet noget lækket til at komme oven på morgengrøden - både den varme og kolde, så derfor har jeg været i gang med at lave æblekompot. Der er mange krydderier, der smager godt sammen med æbler, dog har en god portion ingefær den fordel, at det ikke bare smager godt, men også  giver varmen. Æbler har mange sundhedsfremmende fordele, som du kan læse mere om her på siden i artikelen "An apple a day keeps the doctor away".

Ingredienser:

500 g. æbler uden kernehus men med skræl
50 g. tørrede usvovlede abrikoser
¼ tsk. vaniljepulver
15 g. frisk ingefær
½ dl. vand

Sådan gør du:

Vask æblerne og fjern kernehusene. Skær æblerne i tern og abrikoserne i helt små tern. Riv ingefæren fint og kom alle ingredienser i en kasserolle. Kog blandingen sagte i ca. 20. minutter til æblerne er møre. Blend æblerne til mos med en stavblender - hvor fin eller grov du vil have mosen, bestemmer du selv.

Kom mosen på et rengjort og skoldet glas og sæt låget på med det samme. Holdbarheden er omkring 1 uge i køleskabet – måske længere. Den krydrede mos smager dejligt oven på yoghurt med mysli og på både varm og kold grød.