Frikadeller med knoldselleri og sesam

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

Jeg er ret glad for knoldselleri, men det har jeg ikke altid været. Som barn var jeg bestemt ikke vild med lige præcis den grøntsag. Jeg husker klart, når vi fik suppe med tern af knoldselleri, og jeg forsøgte altid at undgå at få for mange af dem på tallerkenen. Derfor er jeg som voksen blevet positivt overrasket, da jeg har fundet ud af, at knoldselleri er meget mere end den dårlige del af en pose suppeurter. Tilberedningsmåde har stor indflydelse på, hvordan selleri smager, og selvom jeg godt kan lidt kogt knoldselleri i dag, så synes jeg, bagt eller stegt knoldselleri er endnu bedre. Knoldselleri er også meget velegnet til frikadeller, og har du også haft knoldselleri-fobi, så kan du sagtens slippe af med den ved at lave en portion frikadeller.

Ingredienser:

16 stk.

600 g. knoldselleri renset vægt
1 persillerod (90 g.) renset vægt
1 lille løg (40 g.) renset vægt
5 stilke timian
1 tsk. salt
Frisk kværnet peber
100 g. kikærtemel
50 g. havregryn
1 spsk. tahin (30 g)
½ tsk. chilipulver
Sesamfrø til at vende frikadellerne i (kan undlades)

Sådan gør du:

Skær skallen af knoldsellerien og skræl persilleroden. Fjern skallen på løget, skyl timianstilkene og tag bladene af de grove stilke. Kom grøntsagerne i foodprocessoren og kør til de er findelte. Tilsæt de øvrige ingredienser og kør igen til det hele er blandet sammen og er en ensartet masse. Det kan være nødvendigt at skrabe ned ad siderne undervejs, for at hjælpe foodprocessoren lidt på vej.

Form 16 frikadeller af farsen – pres dem godt sammen, så de ikke falder fra hinanden. Vend frikadellerne i sesamfrø (kan undlades, men det giver frikadellerne et ekstra pift). Placer frikadellerne på to bageplader beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen ved 175 grader varmluft i 30 minutter.

Server frikadellerne helt traditionelt med sovs og kartofler, til en salat eller brug dem til smørrebrød/madpakke.

Timian ikke bare smager dejligt, men er også godt for luftvejene. Timian indeholder thymol, der virker desinficerende. Hoster du eller har øm hals er te brygget på timian meget velegnet til at lindre.