Knækbrødsskåle med bagt sommergrønt og miso-tahin dressing

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

I princippet kunne man jo bare spise de lækre, bagte grøntsager sammen med et stykke knækbrød, men det er nu noget mere festligt at komme grøntsagerne i en knækbrødsskål og toppe med en cremet dressing og masser af krydderurter. Retten egner sig godt som forret, men de kan bestemt også godt serveres som en ret i sig selv. Skålene kan bages i forvejen og opbevares i en tætsluttende beholder, men de skal serveres kort tid efter, de er blevet fyldt med grøntsagerne, eller bliver skålene bløde. 

Knækbrøds-skåle:

Ingredienser:

100 g. kikærtemel
50 g. kokosfibermel
5 g. loppefrøskaller
25 g. hørfrø
50 g. sesamfrø
25 g. solsikkekerner
½ tsk. salt
1½ dl. vand
2 tsk. tørret brændenælde (kan undlades)

Sådan gør du:

Kom alle de tørre ingredienser i en skål og rør dem sammen. Tilsæt vand og rør dejen sammen. Del dejen i 6 lige store dele, og pres dejen ud i små tærteforme med løs bund. Bag tærterne i ovnen på 175 grader i 35-40 minutter.

Lad tærterne køle helt af og pres dem forsigtigt ud af formene og løsn bunden med en skarp kniv.

Fyld herefter skålene med først rucola, frisk spinat eller baby leaves, kom de bagte sommergrøntsager oven på og pynt med ekstra krydderurter og evt. afskallede hampefrø. Server dressingen til.

Bagt sommergrønt:

Ingredienser:

4 tomater
1 mellem løg
1-2 fed hvidløg
1 squash
1 rød peberfrugt
200 g. blomkål
½ potte krydderurt fx basilikum, persille, bredbladet persille eller oregano eller en blanding af krydderurter
1 spsk. olivenolie
½ spsk. æblecidereddike
salt og frisk kværnet peber
chilipulver eller frisk chili efter smag

Sådan gør du:

Del blomkålen i små buketter og skær de øvrige grøntsagerne i semi-grove tern bortset fra hvidløget som hakkes eller rives fint. Krydderurterne hakkes groft og det hele blandes med olie, eddike, salt, peber og chili.

Kom grøntsagerne i et ildfast fad og bag dem i 45 minutter på 175 grader. Rør i fadet et par gange undervejs.

Miso-tahin dressing:

Ingredienser:

4 tsk. tahin
6 tsk. lys rismiso
6 tsk. vand

Sådan gør du:

Rør det hele sammen til en cremet dressing.