Indisk inspireret grøntsagsgryde med broccoli-ris

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad


Der er flere måder, hvorpå vi kan få flere grøntsager indenbords. En af dem kan være at blende fx broccoli eller blomkål og blande det sammen med ris (quinoa eller hel hirse kan også bruges). På den måde erstattes nogle af risene med grøntsager. Jeg tror også, det kan fungere fint med den fantastiske søde kartoffel eller gulerødder.

Retten er dejligt mættende og kan naturligvis spises året rundt, men den passer perfekt til en lidt kold,våd og/eller blæsende dag, hvor man trænger lidt at varme sig på.

Ingredienser:

3-4 personer

2½ dl. fuldkornsris + 4 dl. vand + salt
150 g. broccoli
200 g. sød kartoffel (renset vægt)
200 g. blomkål
1 mellem løg
1 fed hvidløg eller flere hvis du har lyst
½ aubergine
500 g. hakkede tomater fra dåse/karton
½ ds. kokosmælk
1 stykke frisk chili efter smag
150 g. kogte kikærter
1 tsk. garam masala
salt og peber
friske koriander eller persille
kokosolie til svitsning

Sådan gør du:

Sæt gerne risene i blød natten over eller om morgenen, inden du tager på arbejde. Det mindsker kogetiden og gør dem lettere at fordøje. Hæld iblødsætningsvandet fra og skyl risene grundigt. Kog dem herefter i ca. 4 dl. frisk vand med salt.

Rengør og skyl broccolien og del broccolien i buketter. Brug også gerne stokken. Blend broccolibuketter og stok til det er findelt som cous cous. Sæt det til side til risene er næsten kogte. 10 minutter før risene er færdige tilsættes broccoli-cous cous'en. Rør grundigt rundt så ris og broccoli blandes godt.

Skær løget i små tern og hak eller riv hvidløget fint. Skræl de søde kartofler og skær dem i mundrette tern. Skær også auberginen i tern og del blomkålen i mindre buketter. Hak den friske chili i helt små tern.

Begynd med at svitse løg og hvidløg i kokosolien til løgene bliver klare. Tilsæt de øvrige grøntsager og svits yderligere 5 minutter. Tilsæt hakkede tomater, garam masala, salt, peber, kokosmælk og kikærter og lad retten simre til grøntsagerne er helt møre. Det tager ca. 20-30 minutter.

Smag retten til og server den med broccoli-risene og masser af koriander eller persille ovenpå.