Udskriv

Rodfrugt-roulade

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad

Rodfrugtroulade - blog
Nam, nam... jeg kan godt lide rodfrugter og da særligt, når de laves til en roulade fyldt med spinat, rucola, gulerødder og krydret creme lavet på basis af silketofu.
Jeg synes, den vil gøre sig rigtig godt som en dekorativ forret, hvor den er portionsanrettet på en bund af lidt frisk spinat og rucola med lidt olie-eddike dressing eller balsamico glace til. Resterne (hvis der er nogle) kan også bruges til den totalt overskudsagtige madpakke:-)

Ingredisenser:

2-4 personer alt efter om det er forret eller hovedret

500 g. blandede rodfrugter (kartoffel, jordskokker, knoldselleri)
100 g. silketofu
3 spsk. gærflager
1 lille løg
½ tsk. paprika
salt og peber

Fyld:
100 g. silketofu
1 spsk. gærflager
1/4 tsk. røget paprika
1/4 bundt purløg + lidt til pynt
salt og peber
½ bakke frisk spinat/rucola/babyleaves + lidt til pynt
150 g. revet gulerod

Sådan gør du:

Rengør rodfrugterne og løget og riv grøntsagerne på den fine indsats på foodprocessoren eller riv dem på den grove side på et rivejern. Hvis du bruger et rivejern så brug den fine side til løget. Kom alle grøntsagerne i en skål.

Blend silketofuen sammen med paprika og gærflager til du har en glat masse. Smag til med salt og peber.

Bland silketofuen sammen med rodfrugterne og løget og rør det hele grundigt sammen. Rul blandingen ud mellem to stykker bagepapir i ca. ½ cm. tykkelse. Fjern det øverste stykke bagepapir og bag rouladebunden i 30 minutter ved 175 grader.

Lad den køle helt af inden du løsner den forsigtigt fra bagepapiret. Bunden kan hænge lidt i så vær tålmodig, men det letteste er at vende bunden ud på et stykke bagepapir med oversiden nedad og så løsne bunden med hjælp fra en kniv. Rouladen ser også flottest ud, når oversiden kommer yderst ved rulningen.

Fyld:
Skyl purløgen og dup den tør for vand med et stykke køkkenrulle eller et rent viskestykke. Hak purløgen helt fint.

Blend silketofuen med gærflager og røget paprika til du har en glat masse. Rør den hakkede purløg i og smag til med salt og peber.

Vask spinaten og kør den tør i en salatslynge. Riv gulerødderne på den fine side af rivejernet eller brug den fine riveindsats i foodprocessoren.

Fordel silketofuen på den afkølede rouladebund, men undgå at komme fyldet helt ud til kanten. Fordel spinatblade og revet gulerod oven på silketofuen og rul nu forsigtigt rouladen sammen.

Pynt med hakket purløg og spinatblade.

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér