Gratinerede grøntsager - indonesian style

Skrevet af Trine Vesteraa. Sendt til Aftensmad


Denne ret vækker barndommens minder. Den hedder oprindelige "Gratineret indonesisk kylling" og er ja... med kylling og piskefløde og serveres med ris. Men jeg har lavet min egen version med sojakød og kokosmælk og quinotto on the side. 

I den oprindelige opskrift er de meget gavmilde med mængden af sambal oelek, så jeg har reduceret mængden. Jeg glemmer i hvert fald aldrig, hvordan vi så ud i ansigterne da vil spiste retten første gang for mange år siden. Vi var ikke så vante til stærk mad, så vi fik så at sige vores "ilddåb". Men du kan skrue op og ned for styrken, som det passer dig.

Ingredienser:

4 personer

50 g. sojakød
1½ rød peberfrugt 
2 banan 
1 fed hvidløg
1 løg
125 g. hvidkål
½ mango (skal være godt moden)
1 ds. kokosmælk
2 tsk. karry
1½ tsk. sambal oelek
salt og frisk kværnet peber
kokosolie til svitsning

Sådan gør du:

Hæld kogende vand over sojakødet og lad det trække, mens du forbereder grøntsagerne.

Snit hvidkålet fint, pres hvidløget og skær løget i små tern. Peberfrugten skæres i skrimler, bananen i skiver og den halve mango skæres i tern.

Svits løg og hvidløg i kokosolie til løgene bliver klare men ikke brune. Tilsæt hvidkålet og svits yderligere et par minutter. Hæld vandet fra sojakødet og lad det dryppe godt af.

Hæld kokosmælk over grøntsagerne og tilsæt peberfrugt, sambal oelek, karry, sojakød, salt og peber. Rør det hele godt sammen og vend mango og bananskiver i retten.

Hæld blandingen over i et ildfast fad og gratiner det i ovnen på 200 grader i 20-25  minutter.

Kan serveres med quinotto, brune ris eller blomkålsris*. Og gerne med masser af frisk koriander eller persille.

* Blomkålsris er blendet blomkål overhældt med kogende vand og lidt salt og herefter presset fri for væde.